Fodboldfest i Aarhus – UEFA U21 EM 2011 endnu en spændende fodboldbog i fodboldshoppen
Aarhus var i juni 2011 vært for den hidtil største fodboldbegivenhed på dansk grund, da Dansk Boldspil Union afviklede EM-slutrunden for U21 landshold.
Aarhus delte værtskabet med Aalborg, Herning og Viborg, og tre indledende kampe samt finalen blev spillet på Aarhus Stadion.
Højdepunktet var finalen 25. juni på Aarhus Stadion, hvor UEFAs præsident Michel Platini sammen med 16.110 tilskuere var på plads til en underholdende og medrivende kamp, hvor de spanske forhåndsfavoritter vandt 2-0 over Schweiz med stjerner som VM-profilen Juan Mata, Manchester United-målmanden David de Gea, Javi Martinez fra Atletico Bilbao og Deportivo La Coruna-angriberen Adrian Lopez på holdet.
Publikum sørgede for en imponerende god stemning under finalen og den efterfølgende præmieoverrækkelse, og der var efterfølgende mange roser til arrangementet fra UEFA og DBU.
“Aarhus leverede netop den fest, vi havde drømt om. Dagen igennem blev der varmet op i fanzonen på Bispetorvet, og stemningen blev bare bedre og bedre, således var det imponerende at se, hvordan bølgen på Aarhus Stadion blev ved og ved,” sagde U21 turneringsdirektør Christian Bordinggaard efter finalen til U21-turneringens hjemmeside.
Målscorerne i finalen var Ander Herrera fra Real Zaragoza og Thiago fra FC Barcelona.
Turneringens tilskuerrekord blev også sat på Aarhus Stadion, da 18.152 entusiastiske publikummer så Danmark vinde 2-1 over Hviderusland på mål af Christian Eriksen og Nikolai Jørgensen. Sejren var dog ikke nok til at bringe Danmark videre efter nederlag til Schweiz og Island.
Aarhus Stadion lagde også græs til to indledende kampe, hvor Hviderusland vandt 2-0 over Island, og Schweiz besejrede hviderusserne med 3-0.
Hviderusland vandt bronzekampen i Aalborg over Tjekkiet og kvalificerede sig dermed sammen med finaledeltagerne til OL i London i 2012.
“Alle fire værtsbyer har leveret en topprofessionel indsats, som ikke bare har imponeret mig men også hele det store UEFA-apparat. Men stemningen på Aarhus Stadion under Danmarks kamp og finalen var helt speciel, og vil stå tilbage som særligt mindeværdige øjeblikke,” sagde turneringsdirektør Christian Bordinggaard efter slutrunden.