Formanden – Historien om Per Bjerregaard og Brøndby IF (2 bind)

119 kr.

Ikke på lager

Beskrivelse

Formanden – Historien om Per Bjerregaard og Brøndby IF (2 bind)


Bogen om skaberen af Brøndby IF

1962. En mand kommer til byen. Han er ung, lider af hjemve og savner et sted at spille fodbold. Han prøver i KB, storklubben, men synes ikke om københavnerne, der ikke forstår ham. I stedet ender han på Vestegnen, i serieklubben BIF. Snart kender alle ham i den lille klub. Hans navn er Per Anders Bjerregaard Larsen. Ti år senere bliver han valgt til formand i BIF.

2009. Manden kan stadig kalde sig formand, i dag for landets mest vindende klub, og ingen i fodbold-Danmark er i tvivl om, hvem han er: Per Bjerregaard, skaberen af Brøndby IF og den helt store pioner i indførelsen af betalt fodbold i Danmark. Men han er også en mand midt i en kamp om magt og idealer i en klub, der måske står ved en skillevej.

Imellem de to punkter ligger historien om Per Bjerregaard og Brøndby IF, som i dette tobindsværk udfoldes for første gang i sin helhed. Et stykke dansk fodboldhistorie, ja, nærmest et eventyr, men også en mønsterfortælling om den svære balancegang mellem forening og forretning, der er et vilkår i moderne klubfodbold. Brøndby har været det hele igennem. Fra at gå på vandet til at tabe det hele på gulvet i jagten på økonomisk gevinst. FORMANDEN handler om alt dette og meget mere – triumferne, forretningerne, magten og intrigerne – og er fortalt af Per Bjerregaard selv og folk tæt på klubben, Tom Køhlert, John ”Faxe” Jensen, Per Nielsen, Ebbe Skovdahl, Kim Vilfort, Brian Laudrup, Dan Eggen, Allan Nielsen, Kent Nielsen, Per og Hans Otto Bisgaard, ”Kasi” Jesper Nielsen, Hermann Haraldsson, Henrik Madsen, Benny Winther, Finn Andersen m.fl. samt af kilder, der har ønsket at være anonyme.

Bind 1 – PIONERERNE – dækker 1946-1998. Fra Per Bjerregaard bliver født i Randers, gør sin entre i sovebyen Brøndby og som en anden Mads Skjern opbygger sin forretning/forening til at blive altdominerende i Danmark, opnå
succes i Europa for siden at vakle på randen af kaos efter Interbank-sagen. Og hvordan han og klubben alligevel efterfølgende formår at rejse sig.
Bind 2 – VEJEN TILBAGE – handler om Brøndby i det nye årtusinde med særlig fokus på de seneste års krise og heftige magt- og kulturkamp imellem ”det gamle” og ”det nye” Brøndby. Men også om det, der gik forud, Bella Center-sagen og tiden med Michael Laudrup.

ANMELDELSE fra Berlingske Tidende:
Årets mest ambitiøse fodboldbog. En vedvarende fornøjelse at synke ned i Jens Jam Rasmussens grundigt researchede og gennemarbejdede bog … årets største læseoplevelse blandt fodboldbøgerne på det danske bogmarked.

Yderligere information

Vægt 1100 g
Årstal

Antal sider

Tilstand

Forfatter

Omslag