Pokalfinale Programmer
DBU’s landspokalturnering er blevet spillet siden 1954 med den første finale i 1955. Turneringen har imidlertid haft flere navne.
Fra 1990 til og med finalen i 1996 hed turneringen Giro Cup, og fra 1997 til og med finalen i 1999 hed turneringen Compaq Cup.
I foråret 2000 overtog DONG Naturgas A/S sponsoratet, som fortsatte indtil DONG i 2004 i samarbejde med Arla overtog hovedsponsoratet for DBU’s herrelandshold, og som konsekvens heraf ophørte som sponsor for DBU’s landspokalturnering.
Ekstra Bladet overtog sponsoratet for turneringen i juni 2008, og i den periode hed turneringen Ekstra Bladet Cup.
Fra 2011 hedder turneringen DBU Pokalen.
Men for det store flertal – såvel tilskuere som spillere – ligger det specielle i turneringen i, at finalen spilles på det nationale stadion.
Og i 1996 væltede i bogstaveligste forstand 36.103 mennesker indenfor Parkens porte til opgøret mellem AGF og Brøndby, hvor AGF forhindrede Brøndby IF i at vinde “the double” (mesterskabstitlen og pokaltitlen samme sæson).
Det var ny tilskuerrekord for turneringen, men det tal blev overgået allerede to år senere, da 41.044 tilskuere så Brøndby vinde over FC København.
Mens finalen i England er blevet en tradition i sig selv uanset hvilke to hold, der kvalificerede sig, kan man tydelig se en anderledes tendens herhjemme.
Klubbernes geografiske tilhørsforhold og aktuelle placering i Danmarksturneringen har gennem de fleste år haft indflydelse på tilskuerinteressen for finalen.
Måske er det imidlertid ved at ændre sig med de pæne tilskuertal de seneste år. For på trods af for en klar udvikling i forskellen i det sportslige niveau i spillet i Superligaen og resten af divisionerne, er det lykkedes den danske pokalturnering at opretholde cup-elementet; det charmerende i, at underhundene slår overhundene!
Og i et forsøg på give kampene i de indledende runder endnu et løft, har der siden sæsonen 1997/98 været indført en ny regel om hjemmebanefordel, således at det lavest rangerende af de to hold automatisk tildeles hjemmebane. I de tilfælde at to hold fra samme række trækker hinanden, vil det fortsat være det hold, der trækkes først, der får fordel af hjemmebane.
I 2006 vedtog DBUs repræsentantskab en omlægning af den danske pokalturnering, så den blev skåret ned fra otte til syv runder, hvor nummer 5 til 12 i SAS Ligaen allerede indtræder i turneringens anden runde og 1 til 4 i tredje runde, mod tidligere først at træde ind i turneringens fjerde og femte runde i DBU-regi – henholdsvis turneringens sekstendedels- og ottendedelsfinaler.