Søren fra Vindelev

Søren fra Vindelev

Fodboldshoppen ligger i Vindelev, en meget lille by i Østjylland, på den anden side af vejen bor Søren Pedersen. Søren samler på kampprogrammer og har nok Danmarks største samling. Søren har været kunde i Fodbolshoppen længe før dens nuværende beliggenhed i Vindelev. Det er oplagt at Søren fra Vindelev er den der sparker Fodboldshoppens nye blog “Passion for sport” i gang.

Det er den 23. marts 2023, Søren og jeg er på vej til Odense, vi skal se U21 landskamp, en venskabskamp mellem Schweitz og Danmark, vi nyder begge at se fodbold så er det næsten lige meget hvilket niveau det er på, hver kamp har sin historie. Historien er denne gang at det er et nyt U21 landshold med en ny træner (Steffen Højer) og at der i dag er mulighed for at se 3 OB spillere komme i aktion, noget Søren specielt holder øje med, da han er stor OB fan.

u21 landskamp 2023

Opvarmning til U21 landskampen i Odense

u21 landskamp

Teamsheet

Danmark kommer planmæssigt foran 2-0 i første halvleg. Vi har udsigt til Richard Møller Nielsen tribunen, og vi må konstatere at den legendariske træner endnu engang får ret, 2-0 er den farligste føring, i starten af 2 halvleg har Schweiz udlignet den danske føring med 2 hurtige mål. Det ender dog helt retfærdigt med en 3-2 sejr til Danmark. Og måske endnu mere retfærdigt; alle 3 OB spillere kommer på banen for Danmark i løbet af kampen (Adelgaard, Grubbe og Breum).

Men det vigtigste for Søren er at det lykkedes ham at få et officielt teamsheet fra dagens kamp, desværre laves der sjældent kampprogram til disse U21 landskampe. Så det er med en vis tilfredshed at et teamsheet kommer med hjem i den store samling af kampprogrammer og teamsheets. Vi skynder os nu hen til bilen, det er en ret kold aften i Odense.

På hjemturen benytter jeg lejligheden til at høre om Danmarks største samling af kampprogrammer. Vi har snakket om de programmer mange gange, men jeg synes altid det er spændende at høre Søren fortælle om programmerne, ofte dukker nye detaljer op og nogle har jeg glemt, desuden har jeg besluttet at nu skal det skrives ned og offentliggøres i en blog.

Søren fortæller at han så sin første divisionskamp i 1984, det var en kamp mellem OKS og Glostrup IC. Han havde familie der boede tæt ved Okson Park. Han er dog i tvivl om han har program fra denne kamp, noget han har lovet at følge op på. Søren er som tidligere nævnt OB fan, han stammer fra Fyn og i hans klasse der holdt man med OB. Hans første kamp på Odense stadion var OB – Brøndby. OB var foran 2-0, men Brøndby hentede Ricardos farlige føring, og kampen endte 2-2. Ricardo var træner for OB, Tom Køhlert træner for Brøndby IF.

“I den klasse jeg gik, der skulle man bare holde med OB,  jeg er glad for det ikke blev »9erne« det har været jævnt kedeligt siden”

.

OB Brøndby 1985

Allerede i 1986 begyndte Søren så småt at samle programmer: “I gamle dage havde folk ikke sådan en »samle op« mani, så man kunne finde gamle programmer i et hjørne på stadion og parkeringspladsen på og omkring Odense stadion, dengang spillede B1909 og B1913 også på Odense Stadion”

Dette var grobunden for den samling der er i dag. Og der begyndte at gå sport i at få fat i programmerne. Sidenhen blev programmer købt via postordre og internettet. Alle programmer er gemt i mapper og er noteret ned i regneark.

Desværre er der mange klubber der er stoppet med at producere kampprogrammer og niveauet på programmerne er nok ikke helt som tidligere.

Søren forklarer: “Der var mere læsestof før i tiden, men jeg er glad bare der er et program, Vejle og Horsens laver et godt program i A5 størrelse, det er det jeg har brug for, FCM laver et flot program i A4 størrelse, med mange reklamer, men sådan er det, det skal jo kunne løbe rundt”

Til en del af de kampe som Søren ser, er der ikke et kampprogram, nogle gange er der dog et teamsheet, dette tæller Søren med i sin samling som et program.

“Når der ikke er et rigtigt program, må et teamsheet tælle med, det er der nok mange der ikke vil tælle med, men det kan jeg heldigvis selv bestemme”

Jeg spørger Søren om der er nogle programmer der har en speciel betydning for ham.

“Det er nogle af de første, her iblandt OB- Brøndby 1985 (første kamp med OB), EM 92 finale program , jeg var der ikke selv, men det er jo stadig et fint program at have, programmerne fra når jeg har været ovre at se Arsenal (Sørens favorithold i England) OB og Arsenal er de vigtigste programmer”

Jeg konstaterer at Søren ikke kun samler på programmer, han samler jo også på »fodboldkampe«, alle de kampe Søren har set er også bogført i regneark. Der gælder dog nogle helt specielle regler for at disse kampe tælles med i Sørens regnskab.

Øverst til højre ses Søren Pedersen foran sin samling, nederst til højre et Arsenal program fra 1943

Kampe og oplevelser Søren gerne vil fremhæve:

OB udebane ture til Parma, Kaiserslautern og Twente. Og 2 hjemmekampe mod Real Madrid. Den historiske kamp i Madrid i 1994 så Søren desværre ikke live, da der desværre ikke var en officiel tur til denne kamp.

Udebaneture med Arsenal. Her kan nævnes 2 kampe i München mod Bayern, Søren fortæller at han har fået billetterne igennem Arsenal, Danmark. Måske den bedste kamp Søren har set er Milan – Arsenal i Champions League hvor Arsenal vandt 2-0. “Der var en vanvittig stemning og Arsenal skulle vinde for at gå videre”

Søren ser alt fra seriefodbold til Premier League, som tidligere nævnt tæller eksempelvis en danmarksserie kamp ikke med i Sørens´ kampstatistik. Men han kører gerne til en kamp i de lavere rækker, især hvis han ved de laver et kampprogram, det kan man da kalde passion.

Vi ankommer sent til Vindelev, og aftaler at mødes nogle få dage senere så vi kan få de helt nøjagtige stats om Sørens’ samling, han kan selvfølgelig ikke huske alle tal i hovedet.

Nogle få dage senere er jeg på besøg hos Søren, det er en gåtur på cirka 2 minutter, vi mødes jævnligt til en icetea og Pepsi Max for at snakke om løst og fast, og snakken falder hovedsageligt på fodbold.

I dag skal vi have de sidste detaljer på plads omkring Sørens’ samling. Jeg har set samlingen før, og jeg bliver igen imponeret over de mange ringbind med 1000vis af kampprogrammer, de er sorteret efter klub og ringbindende har samme farve som klubbens ´klubfarver, flere har endda specielle ringbind med klublogoer lavet af de forskellige klubber, det er mest de engelske klubber der har den form for ringbind/kasser.

Der er også programmer fra Tottenham som jeg selv er fan af, Søren kalder dem for det engelske svar på B 1909. Som tidligere nævnt er Søren jo OB og Arsenal fan.

Vi får en snak og går igennem statistikkerne. Her er nogle af de vigtigste tal:

  • Antal kampprogrammer i alt: 22.812
  • Antal OB kampe set hjemme og ude: 669 + 426 = 1095 kampe.
  • Antal Arsenal kampe sethjemme og ude: 26 + 20 = 46 kampe
  • Kampe set indenfor tidligere nævnte regler: 2.349
  • Antal stadions/klubanlæg set kampe: 251
  • Kampe i England: 74 på 33 forskellige stadions
  • 24 stadions i London
  • Kampe i Tyskland: 70
  • Har set 395 forskellige divisionshold.
  • Har set 39 forskellige landshold.
  • Set fodbold i 12 lande.

Programmet her til venstre viser alsidigheden i Sørens´ samling, et program fra en serie 2 kamp mellem Grindsted IF og Tjæreborg IF.

Kampen tæller i program samlingen, men ikke i sete kampe statistikken.

Update: Søren har programmet fra den første kamp han så mellem OKS og Glostrup IC.

Hvis du har spørgsmål eller gerne vil i kontakt med Søren og hjælpe ham med at forøge program samlingen, så kan Fodboldshoppen formidle en kontakt. Skriv til js@fodboldshop.org

 

 

Se Fodboldshoppens udvalg af kampprogrammer

Skriv et svar